Om håb i en klimakrisetid

Jeg hører og læser med jævne mellemrum om folk, der ikke ønsker at sætte børn i verden på grund af klimakrisen. Fordi der ingen lys fremtid er til dem. Jeg forstår rationalet, og samtidig forstår jeg dem slet ikke.

Mine børn og deres generation gør mig så håbefuld. I dag startede min dreng i skole og jeg noterede mig, at hans – og mange andre børn i hele landets - første skoledag ligger samme dag, som offentliggørelsen af FN’s 6. klimarapport, hvis konklusioner er blevet gengivet hele dagen på alle medier.

Denne gang efterlader forskerne ingen tvivl tilbage: Klimakrisen er menneskeskabt. Vi har selv bragt os hertil, og derfor skal vi også selv løse det. Det tror jeg også, vi gør. Jeg er håbefuld! Ikke naiv, men håbefuld. Det bliver man nødt til at være, når man har sat børn i verden, at være andet er ikke en mulighed.

Tænk på de nye generationer, som nu er startet i skole og vokser op i en verden, hvor offentligheden har en helt anden klimaviden. De børn kommer med et andet udgangspunkt, en anden naturforståelse, en større indsigt i mangfoldighed og inklusion, end deres forældre havde for 30 år siden. Min 6-årige har ret godt styr på, hvorfor vi affaldsorterer, hvorfor hans mor (stadig) bakser med den kompost i haven, hvordan cirklulærøkonomi ser ud i praksis i hønsehuset.

Jeg tænker tilbage på min egen første skoledag for 30 år siden, og på hvor meget, der er sket siden. Den viden kommer kun til at accelerere fra nu af. Det bliver ikke let, men der er gode kræfter, der hiver i den rigtige retning og en helt ny generation, som om 20-30 år bliver fremtidens klimabevidste vælgere, forbrugere, politikere, virksomhedsejere, lærere, biologer, landmænd.
Og vi forældre? Vi skal en masse, men vi skal først og fremmest stemme på de klimaambitiøse politikere, der tør føre de nødvendige reformer ud i livet.