Hvorfor er branding overhovedet vigtigt?
Har du nogensinde søgt efter en specifik fagperson og endt inde på personens hjemmeside, som så uopdateret ud og havde halvdårlige billeder? Hvad var dit umiddelbare indtryk af personen?
Har du nogensinde valgt at blive kunde hos en virksomhed, fordi du deler grundlæggerens værdier og holdninger? Fordi du har fulgt personen på de sociale medier, og ved, hvad personen står for?
Eller har du prøvet at heppe med fra sidelinjen, når en gammel, god kollega eller bekendt over en længere periode har delt personens iværksætterrejse, og pludselig har fået stor succes? Og har du følt, at du stadig kender både personen rigtig godt, fordi du har fulgt op og nedture (fra sidelinjen) undervejs?
Alle ovenstående eksempler symboliserer, hvorfor branding er ekstremt vigtigt, og ikke bør undervurderes.
Mange forbinder desværre branding med noget fluffy og overfladisk. Noget der skal ’pynte’ virksomheden. Det kunne ikke være mere forkert. Branding er vigtigere end nogensinde før, fordi virksomheder og personer i dag i langt højere grad bliver bedømt og valgt ud fra værdier, personlighed og autenticitet. Og heldigvis for det!
Flere har også den holdning, at hvis bare produktet er godt, eller virksomheden klarer sig godt, så er branding ikke så vigtigt. Fordi kunderne kommer jo af sig selv. Det er også forkert. Selvfølgelig er der eksempler på personer og virksomheder, som ikke gør brug af branding, og som stadig klarer sig godt, fordi de har et ekstremt stort netværk, og derfor kommer kunderne af sig selv. Men det er langt fra hovedparten.
Det er meget nemmere at få et møde i stand med en potentiel kunde, hvis vedkommende ved, hvem du er, og hvad du står for. Kunderne kommer i højere grad også din vej, hvis du fra starten har været bevidst om at bygge dit brand op og fortælle omverdenen ved, hvad netop din mission er, hvad du arbejder for – og måske hvad du ønsker at ændre.
Branding er genkendelse, det er troværdighed, og det er autenticitet. Det er også derfor, det tit er sjovere eller mere interessant at følge CEO’s end virksomheder på de sociale medier. Fordi personer kan være mere personlige, have en større autenticitet og have holdninger, som en virksomhed ikke nødvendigvis kan udtrykke offentligt. Det skaber genkendelse hos målgruppen.
Du og din virksomhed efterlader et indtryk hos andre, som skaber en bestemt følelse eller forestilling, og det er denne samlede oplevelse, der er dit brand.