Business-talk med: Louise Lindhagen fra SkarptSprog

I min føljeton ‘Business-talk med…’ giver jeg ordet til kvindelige iværksættere, der har det til fælles, at de alle har valgt at skifte fast job ud med livet som selvstændig: For at forfølge en drøm, for at opnå mere frihed, eller fordi at alternativet ikke var en mulighed.

Hvad er det bedste ved at være sin egen chef? Og det værste? Og hvilke gode råd har de fået med på vejen? Det deler de ud af her, og ambitionen er, du kan finde en masse inspiration i de forskellige fortællinger.

For et par år siden lærte jeg Louise Lindhagen at kende på et kursus, hvor vi begge deltog, og i denne måned er det Louise, som deler ud af sin erfaring som selvstændig kommunikatør.

Hvor lang tid har du været selvstændig?

Den 1. januar har jeg været selvstændig med SkarptSprog.dk i fem år – tiden er bare fløjet afsted.

Sidst du sad i fast job, hvad var din stilling der?

Jeg var ansat som fuldmægtig i Hjemmeværnskommandoen til at arbejde med implementering af forsvarsforlig samt kommunikation til organisationens ansatte og frivillige ved organisationsændringer.

Hvad var grunden til, at du valgte at blive selvstændig?

Jeg havde brug for mere luft under vingerne. Efter tre år i Hjemmeværnet var mit job blevet mere styring end skrivning, og jeg savnede den kreative og strategiske islæt i kommunikationsarbejdet.

Sideløbende var jeg engageret i lokalpolitik og arbejdede frivilligt på en lille lokalradio, og efter kommunalvalget i 2017 havde jeg oparbejdet et stort netværk. Derfor turde jeg tage springet ud i det uvisse og sindssygt spændende liv som selvstændig – et spring, jeg aldrig har fortrudt.

Hvad laver du i dag, og hvordan er dit arbejdsliv i dag, sammenlignet med, da du sad i fast job?

Mit arbejdsliv er dejligt, fordi jeg har fået sammensat en portefølje af opgaver, som både er sjove og udfordrende. Mine opgaver består i dag af at udarbejde og udføre strategier og virksomheder og events på sociale medier, skrive artikler til magasiner og aviser samt tekstopgaver til hjemmesider, rapporter og brochurer. Derudover er jeg projektleder for Folkemøde Møn. Mine opgaver giver mig den ligevægt mellem det styrende og det skrivende, som, jeg har fundet ud af, er så vigtig, for at jeg får bragt mine kompetencer i spil – og det gør mig glad i arbejdslivet.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig?

Frihed under ansvar. Jeg tilrettelægger selv min arbejdsdag og kan arbejde på skæve tidspunkter.

Hvad er det værste?

Ensomheden. Jeg kan godt lide at arbejde for en større sag i fællesskab med andre, og det er svært at få den fornemmelse som selvstændig konsulent, fordi man er ekstern. Heldigvis har jeg i øjeblikket Folkemøde Møn, og tidligere var jeg tilknyttet et grønt energiprojekt, hvor der er et fællesskab omkring opgaven – og det gør en verden til forskel.

Hvad er det bedste råd om at være/gå selvstændig, du har fået med på vejen, og hvor fik du det fra?

Da jeg gik selvstændig, blev jeg interviewet af en journalist fra Lolland-Falsters Folketidende. Hun havde arbejdet freelance i en del år, og under interviewet hoppede hun ud af sin rolle som interviewer og sagde: ”Hold på din pris – de vil presse dig derude. Især de store fisk, som godt kan

betale dig for dit arbejde”.

I begyndelsen var prissætning meget svært, men jeg huskede hendes råd. Og hun har ret. Derfor giver jeg altid dette råd videre til nye selvstændige, fordi det er vigtigt at huske, at kvalitet koster. Og som selvstændig skal man selv spare sammen til ferie, sygdom, pension og efteruddannelse – så husk dit værd, hold på din pris!

Hvis du skulle beskrive livet som selvstændig med tre ord, hvad er disse tre ord så?

Arbejdsom, ansvarsfuld, fri


Følg Maria her:

Webadresse: www.SkarptSprog.dk

www.LouiseLindhagen.dk

www.PoliticsNCoffee.dk (sidste fra 1. januar 2023)

Instagram: Louise Lindhagen


Forrige
Forrige

Vi forventer, at vores topledere tager stilling til klimakrisen, men toplederne ved ikke, hvordan de skal kommunikere om den. Mit bud på løsningen:

Næste
Næste

Da jeg så Pernille Vermund posere oven på en gris: Du gætter aldrig, hvad der skete!